Smileys rykker ind på sygehusene

Et tryk på smiley-standeren ved udgangen og på få sekunder har patienten givet sin bedømmelse af afdelingen på sygehuset.

De første danske sygehuse har indført smiley-ordninger, og flere er på vej.

- Med standerne sender vi et signal til patienterne om, at vi tager deres mening alvorligt. At det er betydningsfuldt for os, at de er tilfredse med behandlingen, siger afdelingssygeplejerske Birte Kristensen, ortopædkirurgisk afdeling på Næstved Sygehus.

Her og på den tilsvarende afdeling på Slagelse Sygehuse har der siden foråret været opstillet standere.

Har patienterne haft en god oplevelse, trykker de på en af de grønne knapper med opadvendte mundvige, og har indtrykket været negativt, så kan de trykke på de røde nedadvendte mundvige.

Dermed registreres deres mening om blandt andet ventetider, de fysiske rammer og kvaliteten af de informationer, de har modtaget fra læger og sygeplejersker.

Interessen for "happy or not", som standerne kaldes, har været så stor, at ordningen nu udvides til også at omfatte andre afdelinger.

Ordningen er inspireret af blandt andet Elgiganten og Ikea, og ligesom det for de to kæder er vigtigt, at kunderne er tilfredse, så gælder det samme for sygehusene.

- Vi skal jo også leve af, at "kunderne" har lyst til at komme igen, siger Birte Kristensen.

Standerne bruges især til at give et praj om, hvor der her og nu skal sættes ind for at øge patienternes tilfredshed. For eksempel havde personalet en mistanke om, at der var utilfredshed med ventetiden.

- Vi brugte smiley-ordningen til at spørge og kan se, at 93 procent er tilfredse med ventetiden, så det er altså ikke her vi skal bruge ressourcerne, siger Birte Kristensen.

I Danske Patienter advarer direktør Morten Freil sygehusene mod at tro, at tilfredshedsundersøgelser nødvendigvis er udtryk for patienternes virkelige mening.

- Vi ved, at selv om patienterne oplever fejl og dårlig kvalitet, så svarer mange positivt, fordi de tager personalets parti. De synes, at de gjorde, hvad de kunne.

- Ofte er det først, når patienten kommer hjem, og oplevelsen har lagt sig, at de kan se, at forløbet var mindre positivt, end de umiddelbart opfattede det, siger Morten Freil.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV