Smuglede 473 liter sprut og 20.000 smøger i ligkiste

En lettisk mand blev mandag eftermiddag anholdt med bilen fyldt med sprut og smøger, da han ville krydse grænsestedet Svinesund mellem Norge og Sverige.

Tolderne ved Svinesund fattede mistanke, da manden havde en ligkiste i bilen, skriver Moss Avis.

Manden påstod, at han skulle transportere en afdød nordmand hjem til Norge, men den forklaring troede tolderne ikke på. Og en scanning af kisten viste ganske rigtigt, at der ikke var et lig i lasten.

I stedet fandt tolderne 20.000 cigaretter og 473 liter spiritus. Letten blev derfor anholdt og er nu i politiets varetægt.

Svinesund er Norges mest trafikerede grænseovergang. Tusindvis af købelystne nordmænd krydser hvert år grænsen for at handle madvarer, alkohol og cigaretter til en lavere pris end i hjemlandet.

/ritzau/NTB

 

Dagens Gossip