Smukfest: Fire succeskoncerter og én til dumpekarakter

Skrevet af admin

09/08/2015

Dagens topnyheder

Kun nogle få koncerter ved årets Smukfest, har indtil videre formået at score absolutte topkarakterer. Nogle har dog alligevel skilt sig ud og modtaget særdeles positive anmeldelser. Her følger en liste over nogle af festivalens bedste koncerter samt en enkelt skuffelse:

* De Eneste To

De to jyder Simon Kvamm og Peter Sommer vendte tilbage til rødderne med en festlig koncert fredag aften, hvor de to venner blandt andet blev hejst op i en kran, mens lys fra publikums lightere og lygter fyldte nattehimlen. Kvamm og Sommer var på hjemmebane i bøgeskoven, og anmeldelserne af koncerten var positive.

* Chic feat. Nile Rodgers

Fredag aften spillede også Chic og Nile Rodgers. Koncerten gik over tid og disco-legenden var ikke til at få ned fra scenen efter at have sat gang i festen under bøgebladene. Der var både fem- og seksstjernede anmeldelser af koncerten, og Ekstra-Bladet skrev, at koncerten var "en af de bedste koncerter i Skanderborg nogensinde".

* Beck

Beck leverede lørdag aften en koncert, hvor publikum blev vidne til den uforudsigelige amerikaners evne til at navigere inden for et væld af genrer. Der blev både plads til rap, guitarriffs og følsom flødemusik. Koncerten fik efterfølgende imponerende anmeldelser, hvor Beck blandt andet fik seks stjerner af musikmagasinet Soundvenue.

* Gnags

Energien flød ud over publikum ved Rytmescenen, da Peter A.G. og resten af Gnags overtog scenen. Jyllands-Posten gengældte med fire ud af seks stjerner. Også musikmagasinet Gaffa var begejstret for A.G.'s spjættende lemmer og gav genforenede Gnags fem ud af seks stjerner.

* Lenny Kravitz

Den flamboyante singer-songwriter Lenny Kravitz skuffede fælt, da han torsdag aften skulle overbevise Smukfest-gæsterne om, at han stadig kan levere et godt show. Det lykkedes på ingen måde, og de efterfølgende anmeldelser var benhårde. Blandt andet kvitterede Ekstra-Bladets anmelder med en enkelt stjerne.

/ritzau/