Smukfest går til bekæmpelse mod ensomhed

Skrevet af admin

08/08/2015

Dagens topnyheder

For første gang siden oprettelsen af Polka Verner Legatet i 2002 tilfalder legatet ikke en af landets kulturpersonligheder. I stedet er det Skanderborg Festivalklubs egen velgørende afdeling, Smukfonden, der modtager de indsamlede 157.480 kroner.

Smukfonden arbejder for at hjælpe ensomme og udsatte unge mennesker, og fonden kan med tildelingen af Polka Verner Legatet give i alt 655.000 kroner til velgørenhed. Pengene går til en række organisationer med samme mærkesager som Smukfonden.

- Smukfest er skabt på fællesskab og overskudsenergi, og da festivalen sidste år oprettede Smukfonden, var det netop for at kunne støtte initiativer og gode kræfter, der har valgt at arbejde for og støtte dem, der har ondt i fællesskabet.

Sådan lyder det fra stifterne af Polka Verner Legatet, Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt, på lørdagens pressemøde, hvor legatet traditionen tro bliver uddelt.

Legatet uddeles i år for fjortende gang og plejer normalt at blive uddelt til kulturpersoner - således delte digteren "Store Klaus" Rifbjerg sidste år prisen med ghettorapperen S!vas. Derfor er det også usædvanligt, at legatet i år tilfalder en organisation.

- For første gang tildeler vi legatet til en institution i stedet for en person, så det er lidt anderledes, end det plejer. Men motivationen er den samme, for vi hylder folk, der gør en forskel, lyder det fra de to stiftere.

Legatet blev oprettet tilbage i 2002. Pengene, der uddeles sammen med legatet, kommer fra auktioner på nettet samt donationer fra festivalen og dens samarbejdspartnere. Det har i år indbragt i alt 157.480 kroner.

Bag udpegningen af Polka Verner Legatet står en bestyrelse, som ud over Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt består af folk fra festivalen inklusiv formand Claus Visbye.

/ritzau/