Smukfest vil droppe festen fra onsdag til søndag

Danmarks Smukkeste Festival, også kendt som Smukfest, har i 34 år sat en festival på benene under bøgetræerne i Skanderborg.

Det regner folkene bag den store festival at fortsætte med. Men nu er nye idéer for selve afviklingen af festivalen i gang med at blive til realitet.

- Vores kernepublikum er folk med børn og jobs. Derfor har vi ladet os inspirere af nogle festivaler i Californien og Texas, hvor de med succes fordeler festivalen over to weekender, siger formand for smukfest, Claus Visbye til Dagens.dk.

Han uddyber, at de altså vil lave én festival med ét program fra torsdag til lørdag og så gentage hele molevitten weekenden efter med samme kunstnere på scenerne.

- På den måde kan man vælge, hvilken weekend, man bedst kan tage til festival på, forklarer Claus Visbye.

Han understreger dog, at den nye model stadig befinder sig i en idéfase, som festivalen har spurgt Skanderborg Byråd om tilladelse til.

- Det nytter ikke at spilde hverken vores eller andres tid på idéer, som alligevel ikke kan blive en realitet på grund af lovkrav og andre regler. Derfor går vi tidligt til byrådet. Hvis de godkender idéen, kan vi bedre arbejde videre og gøre det til en realitet allerede i 2015, lyder det fra formanden. 

Byrådet i Skanderborg har afviklingen af festivalen på dagsordenen til byrådsmøde i næste uge. Hvis den nye form for festival kan godkendes, vinkes der farvel til den velkendte 2. weekend i august.

- Vi udvikler os hele tiden, både med publikum og konkurrerende festivaler for øje. Vi er ikke bange for at gøre op med traditioner og er heller ikke så romantiske omkring 2. weekend i august, selv om det har været dér, festivalen er blevet afholdt i årevis, siger Claus Visbye og fortsætter:

- Vi vil gerne udnytte vores force, som er skoven. Ingen andre festivaler afholdes i en bøgeskov. Derfor ønsker vi at bruge pladsen og vores set-up i længere tid, og det kan en festival over to weekender være med til. 

Der er ifølge formanden flere skridt, før de to festival-weekender bliver en realitet.

- Der er først og fremmest en del love og regler, der skal overholdes. Dernæst skal vi finde ud af, om vi kan booke de samme artister to weekender i træk. Endeligt er der nogle praktiske udfordringer, men dem mener vi sagtens at kunne løse, siger Claus Visbye. 

Dagens Gossip