Snart er det slut med billige kopier af »Ægget«

Snart vil det ikke længere kunne lade sig gøre at købe billigere kopier af Arne Jacobsens gamle danske møbelklassikere som »Ægget« og »Svanen« i England. Det skriver Jyllands-Posten.

Efter længere tids pres fra både Danmark og EU, har Storbritannien besluttet sig for at stramme ophavsretsloven, så den kommer på niveau med resten af EU. En melding der vækker stor glæde hos den danske møbelfabrikant Fritz Hansen, der producerer Arne Jacobsens stole.

»Lovændringen forbyder enhver form for salg og markedsføring af kopimøbler i Storbritannien. Så det lader til, at der inden for en vis periode bliver lukket for et ellers stort problem,« siger han til Jyllands-Posten. 

Flere års møbelkrig

Dermed kan den danske møbelfabrikant trække sig ud af en flere års bitter møbelkrig med briterne, der har spundet guld på møbeldesign fra både Danmark og andre steder i verden.

I Danmark og store dele af resten af EU er et møbeldesign beskyttet af ophavsret 75 år efter, at det originale design kom på markedet.

Men hidtil har den britiske ophavsretslov kun beskyttet møbeldesign i op til 25 år. Og det har betydet, at blandt andre møbelbutikken Interior Addict - der ligger midt i London - helt lovligt har kunnet sælge tro kopier af værker af både Arne Jacobsen og andre anerkendte designere som Phillippe Starck og Charles Eames.

Prisen på en Ægget-kopi er eksempelvis lige nu kun 4.454 kroner. Herhjemme koster det originale Ægget fra 35.000 kroner. Hvis man ikke orker at tage hele vejen til London, kan man bestille stolen via nettet og få den leveret.

Opsagde samarbejde med McDonald's

Importen af kopi-møblerne har været et stort problem for dansk møbelindustri. Og Fritz Hansen afbrød eksempelvis et samarbejde med McDonald's, da de opdagede, at burgerkæden brugte de britiske kopier til at supplere stoleleverancer til de danske restauranter.

Men nu har længere tids politisk pres fra både EU og den danske ambassade i London altså fået briterne til at ændre i deres ophavsretslov, så reglerne kommer på linje med resten af EU. Reglerne forventes at træde i kraft inden årets udgang.

Dagens Gossip