Snart har du betalt al din skat

Den 6. juni har danskerne i teorien og i gennemsnit arbejdet nok til at betale deres skat, og resten af året går indtægten til dem selv. Den såkaldte skattefrihedsdag er opgjort af tænketanken New Direction i Bruxelles og det franske L’Institut économique Molinari, og der er store forskelle på, hvornår befolkningerne i de forskellige EU-lande har arbejdet nok til at betale deres skat."Skattefrihedsdagen er den første hele dag, hvor den gennemsnitlige lønmodtager teoretisk set er færdig med at betale skat og kan begynde at tjene penge til sig selv. Skattefrihedsdagen er dermed en forsigtig indikator for, hvor høj skatten på arbejde er i de enkelte lande," forklarer Ulla Brandt, chefkonsulent i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelsen.

Danmark har traditionelt ligget i den tunge ende på grund af skattetrykket. Men vi er rykket frem i kalenderen på grund af skattereformer.

"Når Danmark for en gangs skyld ikke ligger i top i denne opgørelse, skyldes det, at de seneste års skattereformer indebærer, at vi ligger midt i feltet, hvad skatten på lav- og mellemindkomstgrupper angår. Med andre ord er den danske gennemsnitsskat på arbejde efterhånden ganske konkurrencedygtig. Til gengæld ligger vi fortsat helt i top inden for disciplinerne marginalskat på arbejde, skat på høje indkomster, forbrugsbeskatning og det samlede skattetryk," skriver Ulla Brandt.

Blandt de første lande kan Cyperns indbyggere føle sig kvit med skattefar allerede den 14. marts, men Belgien ligger i den helt tunge ende og først kan markere skattefrihedsdagen den 8. august.

Vores nabolande Sverige og Tyskland kan markere dagen henholdsvis den 22. juni og 13. juli.

 

Dagens Gossip