Snart kan andres fartbøder havne i din postkasse

Skrevet af admin

27/01/2015
Arkivfoto: Polfoto

Mest læste i dag

Søndag bliver januar til februar og samtidig ændres en grundlæggende mekanisme i udskrivningen af fartbøder hos politiet.

Hvor ordensmagten hidtil har skullet identificere føreren på billeder fra fotovogne, er det fremover kun nummerpladen, der skal identificeres.

Herefter udskrives en bøde til bilens ejer, uanset om vedkommende har begået fartforseelsen eller ej.

Målet er at effektivisere politiets arbejde, så flere fartsyndere kan blive stillet til regnskab for deres lovovertrædelser.

Men hos bilistorganisationen FDM er man utilfreds med tiltaget.

- Det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, fordi man risikerer at straffe en anden, end den, der rent faktisk har begået forseelsen, siger juridisk chef Per Alkestrup.

Han henviser til, at privatpersoner, som låner deres bil ud via udlejningstjenester, eller virksomheder hvor flere personer benytter den samme bil, selv skal fremskaffe en tilståelse fra føreren, før de slipper for bøden.

- Man gør det op til bilejeren at lave politiets arbejde og få føreren til at melde sig selv. I langt de fleste tilfælde vil ejer og fører være den samme, men der er en lille restgruppe, hvor politiet selv burde lave opklaringsarbejdet, mener Per Alkestrup.

Hos Rådet for Sikker Trafik glæder man sig imidlertid over tiltaget, som dokumentationschef Jesper Sølund forventer vil løfte trafiksikkerheden.

- Man opnår en enorm effektivisering, og afstanden fra du begår en forseelse, til du får en tilbagemelding, bliver meget kortere, påpeger han.

Jesper Sølund ønsker ikke at forholde sig til retssikkerhedsmæssige problematik, men han henviser til, at de nye regler kun gælder for fartovertrædelser på op til 30 procent af den tilladte hastighed.

Ved grovere overtrædelser skal politiet fortsat identificere føreren.

- Det er et system, der har fungeret i blandt andet Australien og Frankrig i mange år uden problemer, påpeger dokumentationschefen.

Foruden det nye ejeransvar øges antallet af fotovogne på landsplan fra 25 til cirka 100.

/ritzau/