Snart kan du sove i lufthavnen i Aalborg

Passagerer, der skal flyve tidligt om morgenen fra Aalborg, får snart mulighed for at vælte næsten direkte fra sengen og ud til startbanen.

Aalborg Lufthavn har nemlig besluttet af følge eksemplet fra Billund og København og bygge et lufthavnshotel. Det skriver branchesitet check-in.

Det er hotel-familien Bühlmann, der står bag byggeriet, der derfor kommer til at hedde »Bühlmann Airport Hotel – Aalborg.«

»Lufthavnen er i rivende udvikling, og vi tror meget på et stort eksistensgrundlag for det nye hotel. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Aalborg Lufthavn skal have et hotel på lige fod med andre internationale lufthavne,» siger Anemette Bühlmann, direktør hos Bühlmann.

Som noget helt nyt får virksomheder mulighed for at leje kontorlokaler på dags-, uge- eller månedsbasis, skriver check-in.

Hotellet med i alt 64 dobbeltværelser skal efter planen stå klar om godt et år, og arbejdet forventes at gå i gang inden for få uger. Der bliver gjort klar til byggeri af yderligere 52 værelser i en senere fase.

Aalborg Lufthavn er landets tredjestørste. I 2011 fløj i alt 1,4 millioner passager til og fra Aalborg, og lufthavnens egen forventning er, at det tal er vokset til 1,55 millioner i 2013.

Til sammenligning landede og lettere over 23 millioner passagerer hos storebror Københavns Lufthavne i 2012.

Dagens Gossip