Snart kommer billigere tog og busser

Lørdag den 19. januar bliver det 20 procent billigere at køre med tog og bus uden for spidsbelastningsperioderne. Her træder aftalen om takstnedsættelser i den kollektive trafik nemlig kraft, og det betyder billigere rejser i weekenderne og på hverdage uden for myldretiden.

Men det er ikke lige meget, hvilken billettype man benytter sig af, hvis man vil have glæde af prisfaldet. I store dele af landet er det nemlig kun passagerer med Rejsekort, der får glæde af rabatterne.

- Rejsekortet kommer til erstatte rigtig mange billettyper, og derfor giver det god mening, at trafikselskaberne har valgt at bruge det til takstnedsættelserne, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

Han lægger ikke skjul på, at takstnedsættelserne bruges som et incitament for at få flere til at benytte kortet.

- Rejsekortet er et rigtig godt tilbud for rigtig mange, og når du hæfter det sammen med takstnedsættelserne, så bliver tilbuddet endnu bedre, konstaterer ministeren

Rejsekortet er i dag taget i brug i det meste af Danmark. Kun lokaltrafikken på Fyn, i Midtjylland og på Bornholm står uden for kortsystemet, og her får kunderne i stedet rabatten gennem klippekort.

I resten af landet skal man anskaffe sig et Rejsekort, men det dur ikke at forbeholde rabatterne til et billetsystem, der stadig er fyldt med fejl, mener Forbrugerrådet.

- Hvis kortet var optimalt, så jeg ingen problemer i, at man bruger det til at lave nogle økonomiske incitamenter til at få folk til at køre uden for myldretiden, siger Lise Bjørg Pedersen, seniorrådgiver i organisationen.

Forbrugerrådet har tidligere kritiseret Rejsekortet for at have et uigennemskueligt prissystem, hvor brugerne risikerer at betale en højere pris, når de betaler med kortet, end hvis de havde købt en enkeltbillet.

Og da denne risiko stadig er til stede, så duer det ikke, at kunderne kun kan på glæde af prisstigningerne med kortet.

- Det er ikke rimeligt, hvis forbrugerne lokkes over på Rejsekortet med udsigten til enkelte billigere ture, mens en del af de øvrige rejser bliver dyrere, siger Lise Bjørg Pedersen.

Hun kritiserer også, at det statsejede selskab bag kortet kræver, at brugerne oplyser deres cpr-nummer, før de kan få adgang til den indbyggede rabatordning i kortet.

- Det burde ikke være nødvendigt at udlevere personfølsomme oplysninger for at få den billigste rejse i den kollektive trafik. Men sådan er det faktisk med Rejsekortet. Det er ikke godt nok, konstaterer hun.

Henrik Dam Kristensen erkender, at Rejsekortet har problemer. Men han fastholder, at det er god løsning at gøre prisnedsættelserne eksklusive for kortets brugere, da andre løsninger vil blive for bureaukratiske.

- Der er ingen tvivl om, at der har været nogen eksempler med hensyn til Rejsekortets prissystem, som ikke har været for smarte. Og der handler det om hele tiden at forbedre og udvikle rejsekortet. Men man må ikke tage fra kortet, at der er rigtig mange, der bruger det hver dag uden problemer, og som er rigtig glade for det, siger ministeren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip