Sne og hård kulde rammer os i dag

Arktisk kulde er på vej ned over landet, og med den kommer byger, der kan byde på vinterens første snebyger.

Det er for tidligt at glæde sig til sneboldkampe, snemænd eller engle i sneen, men det skulle være ganske vist. Vinterens første snebyger er på vej til Danmark, lyder det fra meteorologerne på DMI.

Det bliver dog ikke i mængder, hvor sneplove skal på banen, lyder det fra vagtchef Thyge Rasmussen.

- Der kan godt lægge sig en lille smule, men lufttemperaturen vil nok holde sig over frysepunktet, så det meste smelter nok, når det når til jorden, siger han.

- Der kan måske godt lægge sig lidt sjap, tilføjer han.

Det er en arktisk kulde, der blæser ned over Danmark i løbet af eftermiddagen, der sætter gang i nedbøren.

- I løbet af eftermiddagen vil vinden gå om i nordlig retning, og så dannes der byger ude, fordi vandet, vi har i vores have rundt omkring os, stadig er temmelig varmt. Specielt vil der dannes byger over Kattegat i aftentimerne, fortæller Thyge Rasmussen.

I første omgang kan nedbøren falde som regn, men med faldende temperaturer i de højere luftlag vil bygerne efterhånden gå over i slud og sne flere steder.

Det især befolkningen i Østdanmark, der får glæde af sneen i løbet af aftenen. Djursland er det første sted, hvor bygerne kan ramme, og senere bevæger de sig ned over Sjælland fra omkring klokken 20 og hen mod midnat.

- Derefter vil det klare op, og så sker der det, at der kommer lidt frost. Så sjappen kan godt blive til is, og så får vi glatte veje flere steder, advarer DMI's vagtchef.

Foruden de vinterlige byger, bliver det generelt en blæsende dag torsdag. Vinden tiltager til frisk vind til kuling.

Og selvom DMI forventer temperaturer mellem 5 og 10 graders varme, vil blæsten få det til at føles som et sted mellem frysepunktet og 10 graders frost.

 

Dagens Gossip

Dagens TV