Snedig fange flygter fra fængsel i burka

En mand er lørdag aften flygtet iført en burka-lignende beklædning fra Nyborg Statsfængsel. I fængslet sad i stedet en kvinde, som havde været på besøg, oplyser fængselsinspektøren.

- Der havde været to på besøg, hvor damen var iklædt en burka-lignende beklædning. Da de så bliver lukket ud, viser det sig, at personen under burkaen er den indsatte, som der har haft besøg, siger Arne Tornvig Christensen til Ritzau.

Flugten skete lørdag aften ved 18-tiden, og den flygtede er en mand omkring 30 år. Derudover vil inspektøren ikke oplyse mere om flugten. Han har dog iværksat en undersøgelse af sikkerheden i fængslet.

- Vi undersøger de nærmere omstændigheder, og så må vi se, om vi skal stramme op på forskellige procedure, fortæller Arne Tornvig Christensen.

Fyns Politi har efterlyst den undslupne fange i hele Schengen og har været på flere adresser med tilknytning til fangen.

Indtil videre uden held, oplyser vagtchef Jesper Fält til Ritzau.

Kvinden, der kom iført burkaen, bliver ikke sigtet for noget.

 

Dagens Gossip