Sneen driller: Falck hjælper 600 billister

Kraftig snefygning på en weekend, hvor mange danskere traditionelt tager til julefrokost, har givet Falck rigeligt at lave i løbet af natten og de tidlige morgentimer lørdag.

Fra midnatstid til kort før klokken seks var redningstjenesten på landsplan rykket ud 619 gange - heraf 508 gange, hvor billister var kørt fast i en snedrive eller skøjtet i grøften.

- Det har været en travl nat, og det bliver en travl morgen. Derfor har vi indkaldt ekstra mandskab flere steder i landet for at hjælpe til med situationen, fortæller Falcks pressechef, Mikkel Andreas Beck.

- Falck er blevet bedt om hjælp fra lidt over 600 billister. Der er klart flest fritrækninger, altså folk, som sidder fast i sneen med deres biler, tilføjer han.

Der tegner sig tilsyneladende et rimeligt klart billede af, hvor snefygningen er gået hårdest ud over bilisterne i Danmark.

- Falck har haft travlt i hele landet. Men det lader til, at jo mere nordpå, at man kommer i Jylland, desto mere har der været at lave, fortæller Mikkel Andreas Beck.

- I Nordjylland har Falck fået hjælp fra PMV'er (pansrede mandskabsvogne, red.), som er udstationeret i Brovst og Terndrup. De har været ude og køre i alt en håndfuld gange for at hjælpe ambulancer frem til patienter, tilføjer han.

Nordjyllands Politi har natten til lørdag frarådet alt udkørsel, der ikke er strengt nødvendigt. Samme melding er løbet ind fra adskillige andre jyske politikredse, men også på Fyn og i Midt- og Vestsjælland har politiet advaret borgerne om at køre ud.

/ritzau/

 

Dagens Gossip