Snefyldt motorvej i Nordjylland er igen åben

Skrevet af admin

18/01/2014

Dagens topnyheder

Et kraftigt snevejr gav en del problemer for trafikken nord for Limfjorden fredag aften.

Blandt andet var motorvejen E 39 lukket i nordgående retning i flere timer, men nu er der igen trafik på vejen, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

- Snevejret er taget af, og vi åbnede E 39 igen klokken 00:40, siger han.

Tidligere fredag forulykkede en mælketankvogn ved Vrå. En kø af biler holdt stille, mens tankvognen blev bakset på plads.

Men i den mellemliggende tid var flere af bilerne i køen føget til af sne i en grad, så de ikke kunne komme ud af stedet. Vejene var svært fremkommelige, konstaterede politiet fredag aften.

Problemerne begyndte allerede fredag morgen med flere uheld på grund af det glatte føre.

For eksempel kørte en bus i grøften i Gistrup, og de fire personer i bussen måtte reddes ud gennem forruden.

/ritzau/