Sneijders kone sladrer om Inter-exit

Wesley Sneijder er fortid i den italienske fodboldklub Inter, når transfervinduet lukker med udgangen af januar.

Det mener i hvert fald den hollandske offensivspillers hustru, skuespilleren Yolanthe Sneijder-Cabau.

- Vi er klar til at forlade Milano. Alt kan falde på plads i de første dage i januar, siger hustruen ifølge Football-Italia.

- Vores næste sted? Vi søger efter et ideelt sted til vores familie. I øjeblikket tænker jeg ikke på min egen karriere, siger Yolanthe Sneijder-Cabau.

Wesley Sneijder har ikke været på banen for Inter i knapt tre måneder.

I første omgang skyldtes stjernens fravær en skade, men den seneste tid har et andet emne fyldt meget.

Inter ville have Wesley Sneijder til at gå ned i løn, men det nægtede han, og træner Andrea Stramaccioni har ikke set hollænderens vej, efter at han blev sin skade kvit.

Wesley Sneijder er blevet sat i forbindelse med klubber som Paris Saint-Germain, Manchester United og Manchester City.

Han kom til klubben fra Real Madrid i sommeren 2009. I sin første sæson for Inter var Wesley Sneijder med til at vinde både det italienske mesterskab og pokalturneringen samt Champions League.

/ritzau/

 

Dagens Gossip