Snekaos: Nordjyderne holder for

Det frygtede snekaos på vejene tirsdag morgen er mod forventning udeblevet. Dansk Autohjælp og Falck melder om fremkommelige veje landet over - undtagen i Nordjylland.

De nordjyske bilister skøjtede således rundt i morgentimerne. Og halvdelen af alle bilister, der er blevet trukket fri af snedyngerne siden midnat, er nordjyder.

Hos Dansk Autohjælp har man foreløbig haft 275 assistancer med en klar overvægt nordenfjords.

- Deraf har vi haft omkring 40 fritrækninger, og halvdelen har været i Nordjylland. Sneen driller virkelig nordjyderne, siger vagtcentralchef Ellen Trolle.

65 gange har Dansk Autohjælp ydet starthjælp siden midnat.

- Resten har været helt almindelig vejhjælp uafhængigt af vejret, hvor folk kører i stykker eller lignende, siger Ellen Trolle.

Til sammenligning var der tryk på mandag, hvor Dansk Autohjælp måtte rykke ud i alt 1970 gange.

Også Falcks chauffører har bedre tid til kaffepauser tirsdag, fortæller kommunikationsmedarbejder Klaus Kristiansen.

- Vi har ikke haft særlig travlt i dag med undtagelse af i Nordjylland. Deroppe har det sneet, og det fyger. Det har givet store problemer specielt omkring Thy og Mors, siger han.

Falck måtte assistere nødstedte bilister hele 3500 gange mandag.

- I dag har vi kun haft omkring 100 fritrækninger på landsplan indtil nu, og halvdelen har været i Nordjylland, siger Klaus Kristiansen.

Ifølge DMI er det da også netop nordjyderne, som tirsdag morgen for alvor er blevet mødt af et koldt vinterlandskab med både snefygning og isglatte veje.

- Hvis man tager den nordlige del af Jylland - Vendsyssel, Thy og Mors - er der rigtig vinter lige nu. Det blæser op til en hård vind. Der er to til fem graders frost, og der er snefygning. Så der er rigtigt vintervejr på de kanter, siger vagtchef Frank Nielsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip