Sneplov sender fem ton dræbergift ud i sneen

Mindst fem ton livsfarlig gift er lækket fra en fabrik i Japan efter noget så usædvanligt som en sneplovs-ulykke.

Det skete, da arbejdere tirsdag forsøgte at fjerne snedynger på fabrikken, som ligger i vinterkolde Hanamaki i den nordlige del af landet.

Her har man haft rigeligt med hvid nedbør i den seneste uges tid, og i forsøget på at fjerne sneen kom fabriksarbejderne til at ramme en tank, der indeholdt store mængder cyanid. Derefter væltede det ud via en beskadiget ventil.

En liter af den giftige væske, som anvendes til at fjerne nikkelbelægninger fra overflader, er nok til at dræbe 25 mennesker. Mængden af lækkede kemikalier svarer til 125.000 dødelige doser af cyanid.

- Heldigvis absorberede sne det meste væske, og vi har været i stand til at indsamle den forurenede sne, fortæller en ansat på fabrikken.

- Lækket er ikke nået ned til en flod i nærheden, og vi har ikke modtaget nogen meldinger om, at det har haft indvirkning på mennesker, lyder det.

Cyanid er et kendt giftstof, der i forskellige afskygninger har været brugt til både mord og selvmord - i såvel den virkelige verden som i fiktionens verden.

I James Bonds univers er agenterne udstyret med cyanid-kapsler, som de kan bruge til at tage deres eget liv, hvis de bliver fanget af fjenden.

Hydrogencyanid blev brugt at nazisterne til massedrab i gaskamrene under Anden Verdenskrig, og talrige topnazister brugte også giften til at begå selvmord.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip