Snestorm forvandler Washington D.C. til en spøgelsesby

Skrevet af admin

23/01/2016

Dagens topnyheder

Den enorme snestorm, der lørdag har nået østkysten i USA, har fået myndighederne i Washington D.C. til at advare indbyggerne mod at gå uden for i weekenden.

Og det tyder på, at de 660.000 indbyggere har taget borgmester Muriel Bowsers advarsel om, at det "kan betyde liv eller død", alvorligt. I hvert fald er gaderne i den amerikanske hovedstad tomme lørdag, skriver AFP.

Også den offentlige transport i byen er blevet indstillet weekenden over.

Lørdag formiddag lokal tid er der ifølge borgmester Muriel Bowser faldet 58 centimer sne i Washington D.C., som risikerer at få yderligere 25 centimer, før stormen er drevet forbi.

I byen er der blevet registreret vindstød på op til 80 kilometer i timen, og myndighederne har siden fredag modtaget 300 nødopkald.

Også i New York City ligger gaderne hvide og øde. Her forventer man ifølge guvernør Andrew Cuomo op til 61 centimer sne.

Lørdag formiddag lokal tid siger han til CNN, at "tingene fra nu af kun vil blive værre", i takt med at stormen rammer byen for alvor.

Lørdag middag lukker transportmyndighederne i New York City ned for al bustrafikken i byen.

Ifølge CNN er 11 stater erklæret i undtagelsestilstand som følge af stormen. Det drejer sig om:

Georgia, Tennessee, Pennsylvania, Maryland, Kentucky, North Carolina, New Jersey, New York, Delaware, Virginia og West Virginia. Imens har Washington erklæret en "sne-nødsituation".

Samtidig er 9290 flyafgange blevet aflyst fra fredag ​​til søndag ifølge flightaware.com, skriver CNN.

/ritzau/