Snestormen går uden om København, Nordsjælland og Østjylland

I nat kommer endnu et snevejr ind over Danmark - denne gang fra sydøst. Derfor er det især Lolland, Falster, Bornholm og Sydsjælland, som bliver ramt af sne og blæst tirsdagen igennem.

Men meget tyder på, at der ikke kommer snestorm til København, Nordsjælland eller Østjylland, som der tidligere har været udsigt til. Det viser de nyeste prognoser, skriver DR.dk.

Hovedstadsområdet, Nordsjælland, Østjylland og Vendsyssel slipper dog ikke helt. Der kan stadig lokalt falde mellem 5 og 10 centimeter sne, men snebygerne ser ud til at blive mindre intenst og falde over en længere periode.

Ingen landsdele slipper for blæsten. Tirsdag er der udsigt til vindstød op til 20 m/s. Det betyder stor risiko for snefygning.

Vest for Den Jyske Højderyg ser der ikke ud til at falde de store mængder sne. Men det kan ikke udelukkes, at der vil komme en smule nedbør.

For hele landet gælder, at vejret kommer til at føles bidende koldt. Temperaturerne tirsdag kommer til at ligge mellem frysepunktet og to graders frost. Men kombineret med den stærke vind, vil det føles som helt ned til minus 20 grader. Så vær forberedt på en tænderklaprende kold tirsdag.

Dagens Gossip