Snevejr stopper motorcykeloptog til Bakkens åbning

Skrevet af Ann Katrine Warren

20/03/2013

Mest læste i dag

Det plejer at være ensbetydende med forår, når det store motorcykeloptog kører fra Nørrebrogade mod Bakken for at markere parkens åbning. Men i år har Kong Vinter en finger med i spillet.

Det får nu Nordsjællands Politi til at opfordre folk til at lade motorcyklen stå hjemme i morgen. Man mener ikke, der er sikkert at køre afsted på de tohjulede, når vejene er dækkede af sne og sjap. Politiet anbefaler derfor, at man tager turen til Bakken med offentlig transport eller bil.

Motorcykeloptoget skulle være startet fra Nørrebrogade i morgen aften klokken 19, hvorefter man ville køre nordpå i kortage. Politiet vil stadig være på plads på Nørrebrogade og beslutter først i morgen, om det er nødvendigt at eskortere eventuelt fremmødte motorcykler til Bakken.