Snøvlende kaptajn anholdt i usædvanlig aktion i rum sø

Skrevet af admin

29/09/2015

Dagens topnyheder

Kaptajnen på et fragtskib er natten til tirsdag blevet anholdt af politiet i en usædvanlig aktion.

Den polske kaptajn på det 230 meter lange fragtskib var under mistanke for at være beruset.

Og med hjælp fra den lokale redningsstation i Hirtshals sejlede betjente ud til bulkcarrieren "Tonic Sea" og anholdt skipperen, oplyser TV2/Nord.

Det lange fragtskib har indtil videre fået forbud mod at sejle videre.

Den anholdte kaptajn opholder sig på politistationen i Aalborg, mens sagen behandles.

Den første umiddelbare blæseprøve viste, at kaptajnens promille var langt over 0,5, oplyser politiet til Ritzau.

Det var folkene i Forsvarets søredningsredningstjeneste, som mandag aften fattede mistanke til skibets chef.

- Man studsede over den usammenhængende tale over radioen, oplyser vagtchef Mogens Hougesen.

Skibet ønskede at få assistance fra en lods.

I andre sager med fulde skibsførere er det endt med bøder, og i nogle tilfælde er søfolk blevet frakendt retten til at udfolde sig i dansk farvand i en bestemt periode.

Med jævne mellemrum griber myndighederne ind over for stærkt berusede førere af fragtskibe.

Nogle gange går de på grund, og i andre tilfælde er kursen så påfaldende, at Forsvarets søredningstjeneste slår alarm.

/ritzau/