Snorroeggen kan få comeback i Slagelse

Skrevet af Elo Christoffersen

31/10/2012

Mest læste i dag

Playmakeren Gøril Snorroeggen vender efter en hælskade tilbage, når Team Esbjerg efter 15 dages kamppause gæster Slagelse Håndbold i Dame Håndbold Ligaen torsdag aften.

Den norske landsholdsspiller har trænet med for lidt nedsat kraft den seneste uge og er endnu langt fra i kamptræning. Men hun er nu smertefri og i stand til at få ind og støtte holdet i en kamp, hvor cheftræner Lars Frederiksen ikke er bange for at lægge pres på spillerne.

- Det er en kamp, vi skal vinde, idet det er vigtigt med sejre over de hold, der ligger bag os. Vi er klar over, at Slagelse kan spille godt håndbold i perioder og slog Aalborg DH. Holdet har en stærk bagkæde med en af ligaens flittigste målscorere, hollandske Roxanne Bovenberg, i spidsen. Vi har respekt for modstanderne, men vi skal vinde, siger Lars Frederiksen.

Team Esbjerg er efter nederlaget til FC Midtjylland for 14 dage siden fortsat placeret på den sidste slutspilsplads i Dameligaen, og feltet omkring holdet er ret tæt.

Foruden Gøril Snorroeggen vender svenske Angelica Wallén tilbage efter en spilledags karantæne, og den tidligere Team Esbjerg-målmand, Dorthe Rask, tager en tørn som reservemålmand indtil videre. Andenmålmand Marie Staun meddelte for otte dage siden truppen, at hun er gravid.