Snowden-afsløring: NSA bruger Angry Birds til overvågning

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

Når en smartphone-bruger åbner Angry Birds, den populære spilapplikation, er det meget muligt, at britiske og amerikanske spioner sidder på lur og opsnapper personens geografiske placering, alder, køn og andre personlige informationer.

Det viser hemmelige dokumenter fra den britiske efterretningstjeneste, som den amerikanske avis New York Times er kommet i besiddelse af.

Således kan avisen dokumentere, hvordan amerikanske NSA og organisationens britiske modstykke i deres verdensomspændende overvågning og jagt på terrorister udnytter et biprodukt af moderne telekommunikation:

Sideløbende med den konstante udvikling i mobilteknologi vokser også omfanget af personlig data på diverse netværk, hvor spioner og efterretningstjenester relativt let kan opsnappe private informationer og adgangskoder.

Ifølge dokumenterne, som den forhenværende efterretningsmand Edward Snowden har lækket til pressen, er de mest sårbare af disse ufrivillige efterretningsværktøjer de såkaldte "leaky apps".

Ud over Angry Birds nævnes også smartphone-versionerne af Google Maps, Facebook og Twitter som de kilder, efterretningstjenesterne gerne benytter sig af, skriver New York Times.

I et af de hidtil hemmeligholdte dokumenter, et notat fra NSA fra 2010, fremgår det klart, hvordan en af organisationens analytikere tydeligvis er begejstret for det opsigtvækkende spionageredskab.

Notatet med titlen "Golden Nugget!" beskriver et "perfekt scenarie", hvor et "mål" uploader et billede til et socialt medie ved hjælp af en mobiltelefon.

Adspurgt om overvågningspraksissen undlader NSA at benægte proceduren, men gentager budskabet om, at organisationen ikke spionerer almindelige mennesker, og at deres privatliv respekteres.

Tidligere på måneden annoncerede præsident Barack Obama ændringer i NSA's overvågning. Blandt andet lovede han et stop for regeringens opbevaring af amerikaneres telefonhistorik.

Obama undlod imidlertid at omtale data indsamlet fra applikationer og andre smartphone-funktioner.

/ritzau/