Snowden-asyl er »et slag i ansigtet« på Obamas administration

I forvejen er det russisk-amerikanske forhold anspændt på grund af konflikten i Syrien, hvor de to større magter står på hver sin side, og russernes hjælpende hånd til Iran. Og Snowden-sagen giver endnu en rids i venskabslakken samtidig med, at det udstiller USA.

»Det er et slag i ansigtet på Obama-administrationen, at Putin vælger at holde hånden over én, der af USA internt er blevet udråbt som noget nær statens fjende nummer et. Det er en stor international ydmygelse af USA, at en af deres egne har fået adgang til sikkerhedspolitiske oplysninger og så har afsløret hele overvågningsprogrammer for hele verden. Og at det så også lykkedes ham at flygte, før USA fik fat i ham, og at Rusland giver ham ophold, gør kun ydmygelsen større,« siger Mette Nøhr Claushøj.

Hun forklarer, at Obama-administrationen forsøgte at »nulstille« forholdet til Rusland, da Barack Obama kom til som præsident i et forsøg på at forbedre de to tidligere ærkefjenders relationer. Men over de senere år er det gået ned ad bakke.

Den amerikanske præsident har tidligere advaret russerne mod at give Snowden asyl, og det er blevet indikeret, at skete det, ville man fra amerikansk side overveje at aflyse præsidentens planlagte besøg i Moskva i september.

Men til trods for, at den russiske præsident, Vladimir Putin, som svar til Obama slog fast, at forholdet til USA vægter højere end Snowden, lader det ikke til at være tilfældet. For efter mere end en måneds ophold i lufthavnen Sheremetyevo i Moskva fik 30-årige Snowden midlertidig asyl i Rusland torsdag, og dermed får amerikanerne ikke foreløbigt fat i ham til den retssag, hvor han er anklaget for spionage efter at have lækket adskillige mængder fortrolige dokumenter på WikiLeaks. Det betyder, at han nu er på »et sikkert sted« på russisk jord, oplyser hans advokat. Dog løfter han ikke sløret for, hvor det præcist er.

»Jeg har lige sendt ham af sted. Han er taget til et sikkert sted. Sikkerhed er en meget alvorlig sag for ham,« siger advokaten Anatoly Kucherena til den statslige TV-station Russia 24 og forklarer, at amerikaneren har forladt lufthavnen i en almindelig taxa.

Over for AFP tilføjer han:

»Hans opholdssted bliver ikke offentliggjort af sikkerhedsmæssige årsager, da han er den mest forfulgte mand på planeten. Han bestemmer selv, hvor han vil tage hen.«

Selv om Mette Nøhr Claushøj peger på, at Snowden-sagen også - som en højtstående, russisk embedsmand fra regeringen ligeledes sagde kort efter nyheden om Snowdens asyl - kan være så relativt ubetydelig, at USA i stedet vægter de andre sager som Syrien og Iran højere, tror hun ikke, det er sandsynligt.

»Det kan blive meget betydeligt, og det kan blive afgørende for, om Obama-administrationen vælger at aflyse et møde, som Obama har med Putin i september i forbindelse med G20-mødet. I sidste instans kan det betyde, at USA vil forsøge at få flyttet hele G20-mødet ud af Rusland,« siger Mette Nøhr Claushøj.

Dagens Gossip