Snowden blev sur på chefen

Skrevet af admin

13/08/2014

Mest læste i dag

Edward Snowden besluttede sig for at fortælle verden om USA's globale overvågning af internet og aflytning af telefoner, efter at han havde hørt chefen for NSA, USA's nationale sikkerhedstjeneste, sige til Kongressen i USA, at USA ikke indsamler data om millioner af amerikanske statsborgere.

Eller USA gør det "ikke bevidst", som James Clapper, NSA's direktør, sagde.

Det fortæller amerikaneren Edward Snowden, tidligere efterretningsmand, i et interview med magasinet Wired, der har talt med Snowden over flere dage i Rusland, hvor Snowden har haft asyl i mere end et år nu.

Han flygtede fra USA til Hongkong i foråret 2013 og begyndte at lække hemmelige amerikanske dokumenter om USA's aflytning og overvågning. I sommeren 2013 søgte han om midlertidigt asyl i Rusland og fik det.

Snowden forklarer, at han forlod sit kontor på Hawaii og rejste til Hongkong efter at have læst Clappers orientering til Senatet i Washington i marts 2013.

Efter Snowdens offentliggørelse af de mange dokumenter, der fortæller om USA's omfattende afhøring af amerikanere og millioner af andre, herunder Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har Clapper sagt undskyld til Senatet for sin udtalelse.

Snowden siger dog til magasinet, at han også inden Clappers udtalelse havde overvejet at blive whistleblower, at lække hemmeligheder til offentligheden.

Han siger, at han blandt andet blev stødt over, at NSA udspionerede politisk radikale om deres pornografiske udforskninger af internettet.

- Det er lidt som dengang, da FBI forsøgte at bruge Martin Luther Kings utroskab til at få ham til at tage livet af sig selv. Vi sagde tilbage i 1960'erne, at den slags ting ikke er passende. Hvorfor gør vi det nu?, siger Snowden, der tilføjer, at han droppede en plan om at lække dokumenter, da Barack Obama i 2008 blev valgt til præsident.

Han håbede på bedre tider.

Da Clapper så kom med sin udtalelse, blev Snowdens kolleger ikke chokeret, siger han, og Snowden blev bekymret for, at han selv var ved at synke dybt ind i systemet.

En talskvinde for NSA siger i en kommentar til Wired-artiklen, at hvis Snowden vil drøfte sine aktiviteter, bør han kontakte USA's justitsministerium.

- Han skal tilbage til USA og stå til ansvar i retten, siger hun.

/ritzau/AFP