Snowden er tilfreds: Min mission er fuldført

Skrevet af admin

24/12/2013

Dagens topnyheder

Manden bag det seneste års massive afsløringer af efterretningstjenesters hemmelige overvågning har opnået, hvad han ville.

Edward Snowden fortæller i et interview med den amerikanske avis Washington Post, at han er tilfreds med resultatet.

- Målt på personlig tilfredsstillelse er missionen allerede fuldført, siger Snowden til avisens journalist i Rusland, hvor amerikaneren har midlertidigt asyl.

- Jeg har vundet. Så snart journalisterne kunne indlede deres arbejde, så var alt, hvad jeg havde arbejdet på, blåstemplet. For mit ønske har aldrig været at ændre samfundet. Jeg har ønsket at give samfundet en chance for at ændre sig selv.

Den tidligere efterretningsmedarbejder er sigtet for spionage og tyveri af statens ejendom i USA, og amerikanerne ønsker ham udleveret.

Rusland har indtil videre nægtet at udlevere ham.

Edward Snowden har lækket bunkevis af dokumenter, der afslører amerikanske og andre landes overvågning af blandt andet mobiltelefoni og internettrafik.

Blandt de mere prekære sager var afsløringen af, at USA angiveligt har overvåget en række statsledere, blandt dem den tyske forbundskansler Angela Merkel.

Afsløringerne begyndte i juni med historier om efterretningstjenesten NSA's overvågning af mobiltelefoni.

/ritzau/dpa