Snowden har ikke talt med Venezuela

Til trods for et tilbud om asyl har myndighederne i Venezuela ikke været i kontakt med den amerikanske whistleblower Edward Snowden, der fortsat er strandet i ingenmandsland i lufthavnen i Moskva.

- Nej, der har ikke været nogen form for kommunikation, siger udenrigsminister Elias Jaua til stats-tv, hvor han blev spurgt til sagen.

- Vi finder ud af mandag, om han stadfæster sit ønske om at få asyl i Venezuela, lyder det.

Lørdag trodsede præsident Nicolas Maduro ærkefjenden USA og sagde, at Snowden var velkommen i det sydamerikanske olieland. Også Bolivia og Nicaragua har erklæret sig klar til at modtage den 30-årige tidligere efterretningsmand.

Snowden befinder sig imidlertid stadigvæk i Rusland, hvor han har været siden 23. juni, hvor ankom fra Hongkong.

Det er langt fra sikkert, hvordan Snowden skal komme frem til en sikker havn i Sydamerika. Han har fået frataget sit pas af de amerikanske myndigheder.

USA vil have Snowden udleveret og vil retsforfølge ham for sine omfattende lækager af de amerikanske efterretningstjenesters overvågningsmetoder.

Snowdens ansøgninger om asyl er blevet afvist af flere europæiske lande.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV