Snowden kan blive USAs »værste mareridt«

Det siger journalisten Glenn Greenwald, der i den britiske avis The Guardian var den første til at offentliggøre lækkede dokumenter af Snowden, som er på flugt fra de amerikanske myndigheder og i tre uger har befundet sig i Sherementjevo-lufthavnen i Moskva.

»Snowden har nok information til at på et enkelt minut at gøre mere skade på USAs regering, end nogen anden person nogensinde har gjort,« siger han til den argentinske avis La Nación ifølge Reuters.

»Den amerikanske regering burde hver dag falde på knæ og bede til, at intet vil ske med Snowden, for hvis der sker ham noget, så vil alle informationer blive afsløret, og det ville være det værste mareridt,« tilføjer Greenwald.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Fredag kom det frem, at Snowden vil søge midlertidigt asyl i Rusland og på et senere tidspunkt forsøge at rejse videre til Latinamerika, når der er sikker passage. I alt har tre latinamerikanske lande tilbudt ham asyl, heriblandt Venezuela.

USA har lagt betydeligt pres på lande, som kunne tænkes at give Snowden asyl og har endda formået at få et privatfly med den bolivianske præsident, Evo Morales, til at lande i Wiens lufthavn på vej fra Moskva, fordi der var mistanke om, at Snowden var om bord.

For nylig rapporterede latinamerikanske medier på baggrund af et interview med Greenwald, at telekommunikation i regionen er blevet opsnappet af de amerikanske myndigheder.

Greenwald siger i interviewet med La Nación, at Snowden har gemt elektroniske dokumenter, som i detaljer forklarer, hvilke amerikanske spionprogrammer der opfanger kommunikation i Latinamerika, samt hvordan de virker.

Dagens Gossip