Snowden kan kalde Rusland sit hjem tre år frem

Edward Snowden har fået forlænget sin opholdstilladelse i Rusland med yderligere tre år, oplyser hans advokat ifølge Reuters.

Den tidligere amerikanske efterretningsagent søgte for en uge siden om forlængelse af det midlertidige politiske asyl på ét år, som udløb torsdag i sidste uge.

- Afgørelsen på ansøgningen er truffet, og Edward Snowden har med virkning fra 1. august 2014 fået tre års opholdstilladelse, siger hans advokat, Anatolij Kutjerena torsdag.

31-årige Edward Snowden rejste i juni 2013 til Moskva via Hongkong. Med sig havde han tusindvis af tophemmelige dokumenter, som han har delt med en række medier verden over.

Dokumenterne har afdækket massiv amerikansk overvågning af data- og teletrafik. Desuden har de afsløret, at USA også har spioneret mod allierede, herunder Tyskland.

I Moskva befandt han sig i omkring en måned i den internationale lufthavns transitområde, mens USA forsøgte at få ham udleveret. I stedet gav Rusland ham en midlertidig opholdstilladelse, der udløb 31. juli 2014.

USA beskylder Edward Snowden for spionage samt for at have stjålet statslige dokumenter.

Edward Snowdens advokat siger torsdag, at der ikke foreligger en officiel anmodning fra USA om at få Edward Snowden udleveret.

Det amerikanske justitsministerium har ifølge Anatolij Kutjerena dog sendt et brev til det russiske justitsministerium med en række "floromvundne" vendinger, hvor de beder om, at han ikke bliver dømt til døden i Rusland.

Nyheden kommer samme dag, som Rusland har indført importforbud for en række føde- og landbrugsvarer fra lande, som har indført sanktioner mod Rusland på grund af situationen i Ukraine.

Importforbuddet gælder fødevarer fra EU, USA, Australien, Canada og Norge.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip