Snowden-læk afslører dansk samarbejde med NSA

Et nyt læk fra whistlebloweren Edward Snowden viser, at Danmark har et "fokuseret samarbejde" med den i øjeblikket stærkt kritiserede amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Det fremgår, at Danmark sammen med 18 andre lande er kategoriseret i "gruppe B", hvor man også finder lande som Island, Tyskland, Sverige og Norge.

Dokumentet med titlen - Sharing computer network operations cryptologic information with foreign partners - er offentliggjort af El Mundo onsdag.

Den tilhørende artikel i den spanske avis er forfattet af Glenn Greenwald, der i sommer fik overdraget utallige dokumentar af Snowden selv og siden har offentliggjort flere af dem.

Kun fire lande befinder sig i "gruppe A", hvor udgangspunktet er et "omfattende samarbejde". De fire lande er Storbritannien, Australien, New Zealand og Canada.

Ifølge den spanske avis var Spanien - der befinder sig i samme kategori som Danmark - ikke blot vidende om NSA's arbejde. Den spanske efterretningstjeneste faciliterede det også.

Dokumentet viser, at NSA har været afhængig af samarbejdet med efterretningstjenester andre steder i verden.

NSA opererer med fire forskellige niveauer af samarbejde. I den tredje gruppe, der kaldes "begrænset samarbejde", findes Frankrig, Israel, Indien og Pakistan.

I den fjerde gruppe - "undtagelsesvist samarbejde" - findes lande, som USA betragter som fjendtlige over for sine interesser. Disse er dog ikke navngivet specifikt i den spanske avis.

Justitsminister Morten Bødskov (S) sagde i weekenden til Berlingske, at han ikke kender til "ulovlig overvågning" af danskere.

Både Morten Bødskov og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har sagt, at de ikke vil kommentere samarbejde mellem efterretningstjenester.

Selvom lækket tilsyneladende dokumenterer et tæt samarbejde mellem Spanien og USA, så indkaldte den spanske regering forleden den amerikanske ambassadør i Madrid til en samtale om overvågning.

I sidste uge kom det frem, at den tyske forbundskansler, Angela Merkels, mobiltelefon angiveligt er blevet aflyttet af amerikanerne. Samtidig kom det frem, at USA foretager - eller har adgang til - massiv overvågning i andre EU-lande.

Aflytningen af især Merkels mobiltelefon vakte vrede i Tyskland og andre EU-lande, og siden har Frankrig og Tyskland besluttet at gå i dialog med USA om overvågningen.

Tirsdag afviste chefen for NSA, Keith Alexander, europæiske mediehistorier om massiv overvågning i Europa.

Alexander kaldte historierne for "fuldstændigt falske", og han sagde, at meget af den information, som USA besidder, har amerikanerne fået af de europæiske efterretningstjenester.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV