Snowden og Venezuela har ikke været i kontakt

»Nej, der har ikke været nogen form for kommunikation,« siger Elias Jaua, Venezuelas udenrigsminister, ifølge nyhedsbureauet Reuters til stats-tv.

»Mandag finder vi ud af, om han (Edward Snowden, red.) stadfæster sit ønske om at få asyl i Venezuela,« siger udenrigsministeren.

Edward Snowden, der siden 23. juni har været strandet i lufthavnen i Moskva, har søgt om asyl i Venezuela og en lang række andre lande. Han har løbende lækket dokumenter til en række medier, der afslører amerikanske myndigheders massive overvågning af andre lande, EU-institutioner, ambassader og privatpersoner.

USA har udstedt en arrestordre på Edward Snowden, tilbagekaldt hans pas og lagt diplomatisk pres på adskillige lande for at få den tidligere medarbejder ved de amerikanske efterretningstjenester National Security Agency (NSA) og CIA udleveret.

Dagens Gossip

Dagens TV