Snowden sikrer sig ophold i Rusland

Over for AFP tilføjer han:

»Hans opholdssted bliver ikke offentliggjort af sikkerhedsmæssige årsager, da han er den mest forfulgte mand på planeten. Han bestemmer selv, hvor han vil tage hen.«

Den 30-årige whistleblower, som er eftersøgt af de amerikanske myndigheder for at have lækket en omfattende mængde fortrolige dokumenter, har fået lov til at opholde sig i Rusland et år, forklarer Kucherena. Tilladelsen bekræfter organisationen WikiLeaks, som har lagt serverplads til Snowdens lækage.

»Edward Snowden har med succes opnået flygtningestatus i Rusland og vil snart forlade lufthavnen,« skriver WikiLeaks på sin Twitter-profil.

Amerikaneren har opholdt sig i lufthavnens transitområde, siden han kom til landet fra Hongkong 23. juni efter den amerikanske sigtelse for spionage. Han har fået tilbudt ophold flere steder i Latinamerika, men bekymringen for, at USA ville forhindre ham i at nå frem, har holdt ham tilbage i Rusland.

Det russisk-amerikanske forhold er blevet mere anstrengt af Snowden-affæren. USAs præsident Barack Obama har advaret russerne mod at give Snowden asyl, og tidligere har den russiske præsident, Vladimir Putin, da også slået fast, at forholdet til USA vægter højere end Snowden.

Men det lader til, at russerne har ændret holdning, hvilket en højtstående, russisk embedsmand fra regeringen ikke forventer, vil have betydning. Efter nyheden om Snowdens russiske ophold er kommet ud, har han understreget, at forholdet mellem Rusland og USA ikke kommer til at lide værre knæk på grund af denne »relativt ubetydelige« sag.

»Vores præsident har mange gange udtrykt forhåbninger om, at dette ikke kommer til at påvirke karakteren af vores forhold,« lyder det fra Yuri Ushakov.

Samtidig slår han fast, at der ikke er tegn på, at præsident Obama vil aflyse det planlagte besøg i Moskva i september.

Dagens Gossip