Snowden søger midlertidig asyl i Rusland

Snowden vil angiveligt søge midlertidigt asyl i Rusland og på et senere tidspunkt forsøge at rejse videre til et land i Mellem- eller Sydamerika.

»Han vil blive her, indtil han kan flyve til Latinamerika,« siger Tania Lokshina fra Human Rights Watch ifølge flere russiske og internationale medier. Hun er en af omkring ti personer, der mødtes med Snowden.

Ifølge Reuters siger en talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin, efter Snowdens møde med Human Rights Watch, at hvis Snowden vil have asyl i Rusland, skal han afholde sig fra aktiviteter, der skader USA.

Edward Snowden lover ifølge en deltager på fredagens møde, at han ikke vil skade USA, skriver AFP.

Wikileaks skriver på Twitter, at man senere fredag vil offentliggøre en udtalelse fra Edward Snowden selv.

Han har søgt asyl i en lang række lande og også modtaget tilsagn om asyl fra flere sydamerikanske lande, hvoraf tilbuddet fra enten Venezuela eller Ecuador ventes at være dem, som Snowden primært overvejer.

Snowden kan ikke forlade den moskovitiske lufthavn uden at have enten pas, russisk visum eller asyl. Han har angiveligt ingen af delene.

USA har lagt betydeligt pres på lande, som kunne tænkes at give Snowden asyl og har endda formået at få et privatfly med den bolivianske præsident, Evo Morales, til at lande i Wiens lufthavn på vej fra Moskva, fordi der var mistanke om, at Snowden var om bord.

Dagens Gossip