Snowden: Unge vil vokse op helt uden privatliv

Skrevet af admin

25/12/2013

Mest læste i dag

Den afhoppede efterretningsmand Edward Snowden advarer i anledning af julen unge om, at de er ved at miste retten til al form for privatliv.

Det sker i en to minutter lang film, der er optaget i Moskva.

Det er britiske Channel 4, som juleaftensdag bragte det alternative julebudskab. Det er en tradition på tv-kanalen siden 1993. Det fungerer som et modstykke til dronning Elizabeths årlige julebudskab.

I sin korte tale minder 30-årige Snowden om faren ved overvågning i en tid, hvor teknologien brager frem.

- Vi har sensorer i vores lomme, som sporer os overalt, hvor vi går. Tænk på, hvad det betyder for den gennemsnitlige persons privatliv, siger han.

- Et barn, der fødes i dag, vil vokse op uden forestilling om privatliv overhovedet, konstaterer han.

- De vil aldrig vide, hvad det betyder at have et privat øjeblik for sig selv eller noget der forbliver ikke-registrerede og ikke-analyserede tanker. Og det er problemet, for privatliv betyder noget, privatliv er det, som tillader os at beslutte, hvem vi er, og hvem vi ønsker at være.

Snowden har lækket tusindvis af dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA, som viser, at USA står bag omfattende aflytninger af telefoner og data i USA og andre steder i verden.

Stats- og regeringschefers telefoner er blevet aflyttet, og sociale tjenester som Facebook, Apple, Google og andre har frivilligt eller ufrivilligt leveret milliarder af oplysninger til NSA.

De første afsløringer kom i juni i år og er fortsat i en lind strøm siden. På det tidspunkt havde Snowden søgt tilflugt i Rusland, der har givet ham asyl i et år. USA kræver ham udleveret.

Han siger til avisen Washington Post, at han ser sin mission som vel udført.

Du kan se og høre Snowdens tale nedenunder...

/ritzau/Reuters