Snowden vil møde aktivister i lufthavnen

Forud for mødet siger Snowden, at han er »offer for en kampagne fra de amerikanske myndigheders side, der forsøger at nægte ham retten til at tage imod tilbud om asyl,« skriver han ifølge Reuters i en meddelelse på Facebook.

Edward Snowden har siddet isoleret i Sherementjevo lufthavnens transitområde i tre uger, hvorfra han dels har søgt asyl i en lang række lande og dels har modtaget tilsagn om asyl fra en række sydamerikanske lande, hvoraf tilbuddet fra enten Venezuela eller Equador måske er dem, som Snowden mest seriøst overvejer.

USA har lagt betydeligt pres på lande, som kunne tænkes at give Snowden asyl og har endda formået at få et privatfly med den bolivianske præsident, Evo Morales, til at lande i Wiens lufthavn på vej fra Moskva, fordi der var mistanke om, at Snowden var ombord.

En fremtrædende advokat i Moskva, Genrikh Padva, bekræfter overfor AFP, at han har modtaget en skriftlig og mundtlig invitation til at møde Snowden i lufthavnen fredag eftermiddag.

På samme måde har Amnesty International også modtaget en opfordring til at mødes med Snowden bekræfter lederen af organisationens afdeling i Moskva, Sergej Nikitin.

»Vi regner med at komme,« lyder det fra Sergej Nikitin.

Også organisationen Transparency International har fået en invitation til at møde Snowden, oplyser en repræsentant for anti-korruptionsorganisationen.

En kilde i lufthavnen siger ifølge AFP, at Snowden vil sige sin mening om den »vanvittige forfølgelses-kampagne, som USA er i gang med, hvilket også betyder, at alle passagerer om bord på fly til Sydamerika er i fare,« som kilden udtrykker det.

Dagens Gossip