Snowdens asyldrømme kan ende i mareridt

En bred vifte af lande har nemlig allerede afvist at blive amerikanerens nye hjemland, heriblandt Indien, Polen og en række andre europæiske lande.

»Den indiske ambassade i Moskva har modtaget en skriftlig asylansøgning fra hr. Edward Snowden, dateret 30. juni. Efter en grundig overvejelse har vi konkluderet, at vi ikke ser nogen grund til at imødekomme Snowdens anmodning,« oplyser Syed Akbaruddin, der er talsmand for det indiske udenrigsministerium.

Også regeringen i Warszawa afviser at huse Snowden.

»Vi har modtaget et dokument, der ikke opfylder betingelserne for en formel asylansøgning. Men selv hvis den gjorde, ville jeg ikke anbefale et positivt svar,« skriver Polens udenrigsminister Radoslaw Sikorski på sin twitterprofil.

Ligesom Polen afviser Spanien, Østrig, Finland og Norge at tage imod Snowden med henvisning til, at han ikke opfylder de formelle krav for at få asyl. Det forudsætter, at han befinder sig på spansk jord, uddyber Spaniens udenrigsminister Jose Manuel Garcia-Margallo, og det samme gør sig gældende i Norge. Men selv hvis det lykkes for den eftersøgte Snowden at komme til fjeldlandet, skal han ikke gøre sig forhåbning om at få ophold i landet.

»En asylansøgning skal foregå på norsk jord. Ifølge de normale procedurer ville han få afslag,« siger Paal Loenseth, der er sekretær for den norske justitsminister til TV-stationen NRK.

Kommer Snowden til Østrig, ser det lidt bedre ud. Snowden vil nemlig ikke blive deporteret, fordi »der ikke er en international arrestordre,« siger Johanna Mikl-Leitner til Østrigs nyhedsbureau.

I Kreml oplyser man, at Snowden har trukket sin ansøgning om asyl i Rusland tilbage.

Selv om Snowden generelt får en kold skulder i Europa, er der også positive signaler. Martin Schulz, der er formand for Europa-Parlamentet og tysk socialdemokrat, erklærer sig positiv over for at give Snowden asyl.

»Jeg synes, at hr. Snowden har vist os, at USA behandler sine nærmeste partnere, inklusive Tyskland, men også EU som helhed, som en fjendtlig magt. Det er absolut uacceptabelt,« siger Martin Schulz ifølge Reuters.

Direkte adspurgt om, hvorvidt Snowden bør få ophold i Tyskland, hvor han også har søgt asyl, siger Schulz, at han ikke har direkte indflydelse på den beslutning, men:

»Jeg har sympati over for en ansøgning.«

Snowden har også søgt om asyl i blandt andet Kina, Cuba, Venezuela og Ecuador. Og meget kunne tyde på, at han skal kigge mod Latinamerika for at finde sympati. Venezuelas præsident Nicolas Maduro oplyser til Reuters, at myndighederne i landet endnu ikke har fået Snowdens ansøgning, men han er ikke afvisende på forhånd.

»Han fortjener verdens beskyttelse. Han har ikke anmodet os om asyl endnu, når han gør,« vil vi fremsætte vores svar,« siger Maduro.

Danmark står ikke på listen over lande, hvor Edward Snowden har søgt asyl, men Enhedslisten har tidligere erklæret sig parat til at hjælpe ham, hvis han køber en enkeltbillet til landet.

Dagens Gossip

Dagens TV