Social- og sundhedsassistentelever snuser til videregående uddannelser

Som de første i projekt ”Syddanske talenter” har social- og sundhedsassistenteleverne Birgitte Iversen, 33 år, og Anita Koed Nielsen, 24 år, Vejle, Jeanette Damsgaard, 20 år, og Izabella Hougaard Hansen, 23 år, Fredericia, og Rikke Madsen, 19 år, og Cecilie Christiansen, 18 år, Kolding, lige været i brobygning på sygeplejerskestudiet på UC Lillebælt i Vejle.

Eleverne, som begyndte på en assistentuddannelse på Social- og Sundhedsskolen Fredercia-Vejle-Horsens i august 2013, har fulgt undervisningen på sygeplejerskestudiet i tre dage, og erfaringerne er gode.

- Når man overvejer at søge ind på en uddannelse til sygeplejerske, kan man godt være i tvivl om, hvor hårdt studiet er, og om man er godt nok rustet som social- og sundhedsassistent. Opholdet på UC Lillebælt har givet et godt indblik i niveauet på uddannelsen, og vi er egentlig overraskede over, hvor godt vi kunne følge med i undervisningen, fortæller de og fortsætter:

- Og så har vi fundet ud af, at der er et rigtigt godt studiemiljø med blandt andet små grupperum, hvor man kan sidde og arbejde med sin computer. Så vi har faktisk alle besluttet at søge ind, beretter de.

Bliv ven med Dagens Kolding på Facebook - Altid gratis nyheder

Brobygningen er et led i projektet "Syddanske talenter", der er finansieret af Region Syddanmark, og som skal trække talenter til social- og sundhedsuddannelserne i det syddanske område.

Ét af delmålene med projektet har været at skabe brobygningsforløb, så ikke bare assistenteleverne på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens men også dem på Social- og Sundhedsskolen Esbjerg og Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa kan snuse til en mellemlang videregående uddannelse.

Fra uddannelsen til social- og sundhedsassistent er der adgang til mere end 10 videregående uddannelser, og derfor er det vigtigt, at assistenteleverne får lov til at komme ud og få afklaret, om det kunne være noget for dem at læse videre.

Der er foruden sygeplejerskestudiet hos henholdsvis UC Lillebælt og UC Syddanmark skabt brobygning til uddannelserne ernæring og sundhed, bioanalytiker og fysioterapeut hos UC Syddanmark.

Udover brobygningsforløbene på de nævnte uddannelser kommer der med "Syddanske talenter" brobygningsforløb ude i praksis, og de seks elever glæder sig til at skulle følge en sygeplejerske på job.

- Det vil give et endnu større indblik i, hvad jobbet som sygeplejerske indebærer, siger de.

Dagens Gossip