Social vagthund advarer om nøl i behandling af misbrugere

Skrevet af admin

30/05/2016

Mest læste i dag

Flere og flere kommuner overholder ikke den behandlingsgaranti til stofmisbrugere, som har været lovfæstet siden 2003, og som giver misbrugerne krav på at komme i behandling senest 14 dage efter, at de har anmodet om det.

Det påviser regeringens eget rådgivende organ, Rådet for Socialt Udsatte, ifølge Politiken i sin årsrapport, som udkommer mandag.

- Det er dybt problematisk for de stofmisbrugere, som har brug for behandling, og derfor må man spørge sig selv, om behandlingsgarantien er mere af navn end af gavn, siger rådets formand Jann Sjursen til Politiken.

Samlet set nærmer kommunerne sig det niveau for overskridelser på 13 procent, som Rigsrevisionen kritiserede stærkt i sin beretning fra 2012, skriver Rådet for Socialt Udsatte.

Rådet gentager nu kritikken, fordi det ofte er afgørende for misbrugere, at garantien om et behandlingstilbud udløses, når ønsket og motivationen er til stede.

- Selv 14 dages behandlingsgaranti er lang tid at holde motivationen for en stofmisbruger. Så det her kan føre til, at stigningen i narkodødsfald også vil fortsætte. Det er desværre dårligt nyt hele vejen igennem, siger han.

Antallet af narkorelaterede dødsfald steg til over 250 i 2014 efter at have ligget på omkring 200 i årene før. Og ifølge Jann Sjursen kan den udvikling direkte kobles sammen med kommunernes svigtende behandlingsgaranti.

Jann Sjursen vil have et løft til misbrugsbehandlingen i de kommende finanslovsforhandlinger, men det kan rådet godt glemme alt om, siger socialminister Karen Ellemann (V) til Politiken.

- Kommunerne bruger lige knap en milliard om året alene på behandling, og derfor er det vigtigt, at kommunerne tager ansvaret for at overholde garantien men selvfølgelig også viser interesse i, hvordan de forbedrer resultaterne, siger hun til avisen.

- Så det med at sende flere penge til behandling, køber jeg ikke.

/ritzau/