Socialarbejdere: Straf til børn giver bagslag

Skrevet af admin

05/11/2014

Mest læste i dag

Børn ned til 12 år, som begår alvorlig kriminalitet, kan allerede i dag anbringes på en sikret institution.

Derfor er det meningsløst at sætte hårdere ind over for kriminelle børn og unge, siger formand for Foreningen af Døgn- og Dagtilbud Søren Skjødt.

- Vi har allerede de nødvendige værktøjer i Serviceloven. Det foregår bare ikke efter straffelovens bestemmelser, men efter en socialfaglig beslutning i en kommune, siger Søren Skjødt til Ritzau.

Han mener, at de borgerlige partiers forslag om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år og oprette særlige ungdomsdomstole er udtryk for et livssyn, hvor man i stedet for at hjælpe ønsker at straffe.

- En hilsen fra os, der til dagligt arbejder med børnene og de unge, er, at straf ikke hjælper. Den bedste beskyttelse, vi kan give dem og deres potentielle ofre, er at sætte ind med omsorg og faglighed, siger Søren Skjødt.

Han anerkender, at der findes en lille gruppe unge med en så grænseoverskridende adfærd, at det er nødvendigt at etablere en massiv indsats.

- Men hvis samfundets svar bliver straf, så er det et udtryk for afmagt, siger han.

Han henviser desuden til, at en rapport fra Justitsministeriet tidligere i år har vist, at antallet af mistanker og sigtelser mod 10- til 17-årige næsten er halveret fra 2006 til 2013:

- Hvorfor så sætte ind med mere straf og eksklusion, som vi kender det fra lande, vi ikke plejer at sammenligne os med, når det handler om behandlingen af børn, der begår kriminalitet.

Bag beslutningsforslaget står Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, har tidligere afvist lignende kritik med henvisning til ofrene:

- Som politiker for Venstre ønsker jeg at tage hensyn til ofrene. Der er unge under 15 år, der begår banderelateret kriminalitet, grov vold og forsøg på voldtægt. Vi skylder ofrene, at det får nogle konsekvenser, også selvom man er under 15 år.

/ritzau/