Socialchefer: Ny lov om kontanthjælp er lovsjusk

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

Lovsjusk.

Sådan betegner socialchefernes formand, Ole Pass, loven om gensidig forsørgelsespligt for par, der lever sammen papirløst.

- Politikerne skulle hellere have set på forsørgelsesprincippet over en bred kam - både for ægtefæller og papirløse, så den passer med virkeligheden, siger han til Ritzau.

Ole Pass er ikke imponeret over den nye lov, der bygger på et ægteskabslov, der er 70 år gammel, og som betyder, at forsørgelsesgrundlaget for en stor gruppe er reduceret voldsomt.

- Man har kopieret et system, der i forvejen ikke er tidssvarende og overført det sporadisk på et enkelt punkt. Men der er ikke sket fuld ligestilling for papirløse par: Arveregler, skatteregler og gaveafgiftsregler med videre er ikke fulgt med, siger han.

Reglerne rammer - ifølge en analyse fra tænketanken Kraka - omkring 12.000 kontanthjælpsmodtagere plus lige så mange samlevere og et stort antal børn, skriver Jyllands-Posten.

Reglerne betyder, at hvis en kontanthjælpsmodtager lever sammen med en almindelig lønmodtager, mister vedkommende typisk halvdelen af kontanthjælpen i år og hele kontanthjælpen fra næste år.

- Loven er ikke fair i forhold til den måde, mennesker har indrettet sig på i virkelighedens verden. Derfor vil jeg opfordre politikerne til at lave loven om. Den er et tilbageskridt, siger han.

Ole Pass mener, at loven er uværdig for borgerne og også ubehagelig for kommunerne, fordi den har åbnet en ladeport i forhold til, at kommunerne skal ind og undersøge, hvordan folk lever.

- Alle vores bange anelser er gået i opfyldelse. Loven støder på modstand og forundring hos borgerne, der ikke kan forstå, at den kun gælder i forhold til kontanthjælpsreglerne, og som ikke kan eller vil betale til en samlever, siger han.

Et flertal blandt de syv partier, der står bag reformen, afviser at ændre grundlæggende i reformen, mens SF, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti erklærer sig villige til at se på muligheder for at sidestille gifte og ugifte samlevende par skattemæssigt.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) holder ferie og har derfor ikke mulighed for at kommentere kritikken.

/ritzau/