Socialdemokrat kæmp mod blåt flertal

Skrevet af admin

01/12/2013

Dagens topnyheder

Socialdemokraterne vil skabe politiske resultater for at vinde vælgerne tilbage, så der ikke er blåt flertal ved folketingsvalget.

Det siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, til, at Voxmeters nye meningsmåling for Ritzau viser et blåt flertal med 91 mandater mod 84 til Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten.

- Så længe der er blåt flertal, er vi selvfølgelig ikke tilfredse. Det ser ud til, at det kan blive et meget, meget tæt resultat, men intet er givet på forhånd. Vi holder fast i vores projekt med at få Danmark gennem krisen, siger Magnus Heunicke.

For en uge siden havde Voxmeter et smalt rødt flertal med 88 mandater mod 87 til de borgerlige partier. Samtidig blev Socialdemokraterne landets største parti.

Nu skyder Socialdemokraterne og SF i avisannoncer med skarpt mod Enhedslisten, som svarer igen med samme mønt efter finanslovaftalen med Venstre og De Konservative. Striden bekymrer ikke Magnus Heunicke.

- Der var behov for at yde et stykke folkeoplysning omkring indholdet af Danmarks finanslov og forløbet op til, som var meget specielt. Det fortalte vi om. Det var på sin plads og nødvendigt, siger Magnus Heunicke.

Spørgsmål: - Risikerer I ikke at gentage det langvarige opgør efter skattereformen med de borgerlige?

- Næh, det er jeg slet ikke nervøs for. Alene i dette folketingsår har vi lavet forskellige forlig med Enhedslisten om en løsning af dagpenge og milliardinvesteringer i danske tog for oliepenge. Så vi har vist, at vi kan lave aftaler med dem, siger Magnus Heunicke.

Enhedslisten må ifølge ham slå til, når regeringen tilbyder forbedringer. Han vil ikke kommentere, om partiet mangler politisk modenhed.

- Jeg vil ikke bruge min tid på at analysere det, siger Magnus Heunicke.

/ritzau/