Socialdemokrat siger undskyld til lærerne

Bag undskyldningen står Anders Liltorp, formand for Socialdemokraterne i Hvidovre Nord, der på talerstolen i Aalborg Kongres og Kultur Center siger undskyld for konflikten på partiets vegne:

»Over 60.000 menneskers arbejdsliv og overenskomster fik i foråret en tur i makulatoren, det kan vi ikke bare tie ihjel. Og hvis ingen andre vil, så vil jeg: Kære lærere, kære kolleger, kære tidligere partifæller og faste støtter - undskyld!«

Anders Liltorp, der selv er lærer og formand for Rødovre Lærerforening, mener, at det kræver en kæmpe indsats at få folkeskolereformen til at fungere i virkeligheden.

»Jeg møder til daglig de mennesker, der skal løfte folkeskolereformen. Hvis ikke man anerkender, at det, der er sket, er ganske alvorligt, mister vi opbakningen til det arbejde, vi står overfor,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Skal reformen blive en succes, kræver det efter hans mening, at Socialdemokraterne og Danmarks Lærerforening klinker skårene efter konflikten.

»Jeg vil vise, at der findes socialdemokrater, der mener, at samarbejde med de faglige organisationer er den bedste garant for, at vi får alle med. Vi skal lave ordentlige aftaler med de lokale fagforeninger om medarbejdernes løn- og arbejdsforhold,« siger Anders Liltorp.

Folkeskolereformen skal efter planen træde i kraft efter sommerferien 2014.

Dagens Gossip

Dagens TV