Socialdemokrater godkender diskutable medieråd fra oberst

»Det er ok, at et firma, herunder også Forsvaret, laver det, som man kan kalde presseetik, da ens medarbejdere kommer med råd om, hvordan de kan håndtere det her,« siger det socialdemokratiske medlem af Forsvarsudvalget, Bjarne Laustsen (S).

Oberst Anders Mærkedahl har i et brev til soldaterne på hold 15 listet 12 mere eller mindre diskutable fakta og påstande op, som soldaterne kan bruge, hvis de skal tale med pressen. Men der mangler noget i rådgivningen, pointere Bjarne Laustsen.

»Problemet er, at det skal følges op med en bemærkning om, at det kun er råd og vejledning, men at det står frit for, hvad man vil sige, da der aldrig skal være tvivl om, at man har sin ytringsfrihed,« siger Socialdemokraten.

»Vigtigst af alt er det, at den enkelte medarbejder, altså den enkelte soldat, har mulighed for at give sit eget billede af, hvordan han eller hun har oplevet situationen,« fortsætter han.

Han mener, at der er lige lovlig mange plusord i de punkter, som obersten lister op, da »alt jo ikke er gået, som man gerne ville, og det skulle måske også have været med«. Og oberstens påstand om, at Taleban ikke en samlet militær trussel over for den afghanske sikkerhedsstyrke (ANSF) kan diskuteres.

»Det er klart, at det skal holde, når man skriver sådan nogle ord ned. Og jeg har noteret mig, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) selv siger, at der er et problem i forhold til Taleban. Men det er selvfølgelig vigtigt altid at få afstemt forklaringerne,« siger Bjarne Laustsen.

Oberst Anders Mærkedahl understreger over for Politiken, at han ikke vil påvirke soldaternes holdninger, og at de kan sige, hvad de vil.

Dagens Gossip

Dagens TV