Socialdemokrater indkalder ministre til skattely-samråd

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Socialdemokraterne reagerer nu på en række mediers afsløringen af, hvordan blandt andre danske banker via et advokatfirma i Panama opretter fiktive selskaber i lande, hvor man kan skjule sin formue for skattemyndighederne.

Partiets EU-ordfører og medlem af skatteudvalget, Peter Hummelgaard Thomsen, vil indkalde skatteminister Karsten Lauritzen (V) og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i samråd.

- De må redegøre for, hvad der er op og ned, og hvad de vil gøre for at stoppe det.

- Vi vil også bede dem om at svare politisk på, hvad de mener om danske bankers rolle i rådgivningen om disse meget mystiske stråmandskonstruktioner, siger han.

Omfanget af skatteunddragelse kommer ikke bag på Hummelgaard, som imidlertid kælder lækket fra det panamanske advokatfirma for en vigtig afsløring.

- Det viser at vi står med et gigantisk problem. Udnyttelsesgraden og den professionelle rådgivning, der er til rådighed, udgør en stor trussel for vores fælles kasse.

- Det er lige så politisk, som når vi bliver forargede over, at Dovne Robert kan udnytte systemet.

- Det her foregår på et meget større plan og er med til at øge uligheden på globalt plan, og det er en kæmpe trussel mod finansieringen af vores velfærdssamfund, siger han.

Skatteminister Karsten Lauritzen siger til DR, at han forventer at Skat reagerer på oplysningerne, som er kommet frem via medierne.

- Hvis der er nogen, der ikke overholder reglerne, så forarger det mig selvfølgelig, for så er det ulovlig skatteunddragelse. Hvad der er sket, det er i sidste ende op til Skat og politiet at afgøre, siger han.

Karsten Lauritzen mener dog samtidig, at det er begrænset, hvad man fra dansk side kan gøre for at dæmme op over for et problem, der udspringer af andre landes lovgivning.

- Den eneste måde, vi kan give Skat flere redskaber til det her, det er ved at lave mere internationalt samarbejde, og der er Danmark i front, og det skal vi fortsat være, siger Karsten Lauritzen til DR.

/ritzau/