Socialdemokrater uenige om dagpengeregler

Meldingen kommer dagen efter flere fagforeningsledere har lagt pres på regeringen for at ændre reglerne.

»På ét enkelt område har Folketingets partier fra den tidligere og den nuværende regering trukket et fundamentalistisk, argumentresistent jerntæppe ned: Dagpengereglerne fra VKO-aftalen i juni 2010 skal gennemføres. Punktum«, lyder det i Politikens Kronik i dag fra by- og boligordfører Jan Johansen (S).

Jan Johansen foreslår, at der i en lavkonjunktur ikke bør være loft over antallet af uger, man kan modtage supplerende dagpenge, ligesom han støtter Dansk Metals forslag om, at man skal kunne genoptjene retten til dagpenge gennem blot 13 ugers beskæftigelse.

»Jeg har hidtil i offentligheden loyalt og trofast forsvaret regeringens linje, så godt jeg kunne, men ethvert medlem af Folketinget er forpligtet over for sine vælgere og sin samvittighed«, skriver Jan Johansen videre. Han tilføjer, at de forskellige midlertidige løsninger, regeringen har gennemført, »langtfra har haft den effekt, man kunne have håbet på«.

Og der er opbakning til forslaget blandt flere af partifællerne i Folketinget.

»Når der er et problem lige foran næsen på os politikere, skal vi passe på med ikke at være så stædige, at vi ikke vil være med til at løse det«, siger ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff (S).

Han medgiver, at der er et forlig om dagpengestramningerne fra før valget.

»Men jeg forholder mig mest til, at vi står med et problem, som ingen politikere i deres vildeste fantasi havde forestillet sig ville være så stort på det her tidspunkt. Det bliver vi pinedød nødt til at forholde os til og løse,« siger han.

Gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) afviser, at der skulle være et argumentresistent jerntæppe i regeringen.

»Man skal tage bestik af, hvordan mandaterne falder efter et valg. Og så sige, hvad er det muliges kunst for, hvilken politik man kan få gennemført«, siger gruppeformanden, med henvisning til at partierne bag dagpengereformen, V, K, DF og R, også efter valget havde flertal for reformen.«

Henrik Sass Larsen henviser til, at regeringen har en aftale om inden sommerferien at evaluere det uddannelsesinitiativ for de udfaldstruede, som regeringen og EL blev enige om i forbindelse med finansloven.

»På det tidspunkt har man vel et klarere overblik over, hvordan tingene ser ud«, siger han til Politiken.

Dagens Gossip