Socialdemokrater vil have samlet FNs Sikkerhedsråd

Sådan lyder meldingen fra Socialdemokraterne, efter at USA har givet udtryk for, at de syriske oprørere skal have militær støtte.

»Danmark skal gøre alt, hvad vi kan for at få samlet FNs Sikkerhedsråd. De amerikanske beviser på, at Assad har brugt kemiske våben, er alvorlige. Sikkerhedsrådet skal handle nu og lave en ordentlig fælles aktion mod Assad-regimet og hans brutalitet over for befolkningen,« siger udenrigsordfører Jeppe Kofod (S).

Den fælles aktion skal ifølge Jeppe Kofod bestå af en skrap resolution, der dikterer en våbenhvile og en efterfølgende fredsplan. Men det kræver uventet samarbejdsvillighed fra to helt store magtfaktorer.

»Rusland og Kina må indse, at det ikke længere nytter at holde hånden under Assad-regimet. De må komme til forhandlingsbordet for først og fremmest at finde en våbenhvile. Og så skal der findes en overgangsregering, der kan have grupper med, så der ikke kommer en religiøs, sekterisk borgerkrig,« siger Jeppe Kofod.

Det er efterretningerne om brug af kemiske våben, der har fået præsident Barack Obama til at give udtryk for, at amerikanerne vil sende våben til oprørerne. Det er dog ikke umiddelbart et tiltag, der vil få en positiv effekt, mener Jeppe Kofod.

»Det er amerikanernes valg. Det er ikke flere våben i Syrien, der løser problemet. Der er ikke nogen, der tror på, at der findes en militær løsning i Syrien,« siger han.

Men udenrigsordføreren ser også mere den amerikanske melding som et forsøg på at presse russerne tilbage til forhandlingsbordet i FNs Sikkerhedsråd.

»Det er et klart signal til russerne, der netop har solgt et stort parti våben til Assad. Amerikanerne siger til Rusland, at de ikke bestemmer i Syrien, og at de ikke længere kan holde hånden under Assad,« siger Jeppe Kofod.

»Det er et godt signal, hvis det fører frem til, at vi kan få en skrap FN-resolution, en våbenhvile og en fredsplan, Det er det, der er målet. Det er ikke at tilføre flere våben til området, så endnu flere mennesker bliver slagtet,« fortsætter han.

Socialdemokraterne er lige som de Radikale klar til at gå med i en militær indsats i Syrien, hvis det er den vej, FN vil følge.

»Hvis der kommer et FN-mandat, så skal vi følge det mandat ikke bare fra Danmarks side, men fra verdenssamfundets side. Og så må vi se, om det betyder en intervention af en eller anden slags. Men vi skal være klar til at følge det mandat, der kommer fra FN,« siger Jeppe Kofod.

Dagens Gossip