Socialdemokrater vil lade firmaer uden lærlinge punge ud

Skrevet af admin

15/04/2016

Mest læste i dag

Der skal skrappere midler på bordet, når regeringen og arbejdsmarkedets parter fredag sætter sig sammen for at finde ud af, hvordan der kan oprettes flere praktikpladser i danske virksomheder.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes erhvervsuddannelsesordfører, Mattias Tesfaye.

- Vi skal gå markant hårdere til værks, end vi har turdet tidligere. Vi skal indkræve penge fra de virksomheder, der ikke tager lærlinge, og så skal vi dele dem ud til de virksomheder, der tager lærlinge, siger han:

- I dag betaler alle arbejdsgivere penge ind til en kasse, som så udbetaler penge til de virksomheder, der tager lærlinge. På den måde er alle virksomheder med til at betale lidt af udgifterne til uddannelse i Danmark. Vi foreslår at skrue indbetalingerne kraftigt op.

Ifølge Mattias Tesfaye bør udgiften stige med helt op til 30 procent, for det skal kunne mærkes i de virksomheder, der smyger sig uden om deres uddannelsesansvar.

- Samtidig skal udbetalingerne også skrues op, for det er ikke penge, der skal ind i statskassen, siger han.

Den fælles pengekasse hedder AUB - Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Alle offentlige og private arbejdsgivere, der betaler til ATP, er omfattet og betaler 2775 kroner per fuldtidsmedarbejder i 2016.

Virksomhederne kan så få refusion for løn til elever under skoleophold og uddannelse.

Ifølge professor Niels Westergård-Nielsen fra CBS viser forskning, at økonomisk pisk og gulerod får virksomhederne til at oprette flere pladser.

- Det er klart, at den slags modeller kan man bruge. Men man skal gøre sig klart, at det er en ekstra skat for de virksomheder, som ikke kan have lærlinge, siger han om S-forslaget.

Mattias Tesfaye afviser, at flere udgifter til erhvervslivet går ud over konkurrenceevnen og i sidste ende kan koste på beskæftigelsen.

- Man skal huske at tage de briller på, der kan se lidt længere ud i fremtiden. Det, der truer de danske virksomheders konkurrenceevne mest i øjeblikket, er, at de kommer til at mangle faglært arbejdskraft i fremtiden, siger han.

Fredag klokken 11.30 indledes næste runde af trepartsforhandlingerne i Statsministeriet mellem regeringen og repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.

Allerede i marts varslede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at næste runde af forhandlingerne med LO og DA skal sikre praktikpladser til alle vordende håndværkere.

/ritzau/