Socialdemokraterne afviser Junckers kommissær-ønske

Den danske regering kommer næppe til at opfylde Luxembourgs' - efter alt at dømme - kommende kommissionsformand, Jean-Claude Junckers, ønske om at få flere navne at vælge imellem fra hvert land, når han skal i gang med at sammensætte sin kommission.

Det siger Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører Ole Hækkerup.

Jean-Claude Juncker siger søndag i et interview med den tyske avis Bild am Sonntag, at "hver regering bør give mig to eller tre navne at vælge imellem", når han skal sætte navne på den nye EU-Kommission.

Men det skal han nu ikke regne med, lyder det fra Ole Hækkerup.

- Det bliver ikke op til ham. Hvis vi udviser den fleksibilitet, at vi ikke på forhånd låser os fast på noget, og siger, "vi skal have det og det til den og den", så kan vi ikke også udvise fleksibilitet i forhold til at komme med forskellige navne, siger Ole Hækkerup.

Han gør dog opmærksom på, at han ikke kan vide, hvordan forhandlingerne mellem regeringen og Juncker i sidste ende vil falde ud.

Jean-Claude Juncker siger også til Bild an Sonntag, at han vil afvise kandidater, som han fornemmer blot vil komme til Bruxelles for at blive "forsørget".

Mens flere andre lande allerede har sendt deres kandidater på banen, har den danske regering endnu ikke meldt ud, hvilken person der skal afløse Connie Hedegaard som dansk kommissær.

Og det fik lørdag to tidligere socialdemokratiske EU-kommissærer, Ritt Bjerregaard og Poul Nielson, til at påpege, at der ikke er nogen grund til at vente med at lægge sit kort på bordet.

Men det afviser Ole Hækkerup:

- Jeg tror, at nogle af de lande, der melder hurtigt ud, ikke får nær så central en placering i kommissionen, som de selv tror. Man risikerer at låse sig fast på noget, der er håbløst, fordi 11 andre også siger, at de vil have det samme, siger han.

Han vil ikke sætte en dato på, hvornår regeringen melder sin kommissærkandidat ud:

- Det er der et stykke tid til endnu, for nu drejer det sig om at få udenrigschefen (også en kommissærpost, red.) på plads, som forhåbentlig kommer her midt i juli. Det er rækkefølgen i det her.

/ritzau/

Dagens Gossip