Socialdemokraterne: Asylfald skyldes vores stramninger

Skrevet af admin

04/03/2015

Mest læste i dag

Siden september sidste år er antallet af månedlige asylansøgere faldet fra 3150 personer til 626 i januar i år, og det skyldes regeringens asylpolitik, mener Socialdemokraternes integrations- og udlændingeordfører, Ole Hækkerup.

For asyltallet er faldet, lige siden regeringen reagerede på sidste års stigende antal og fremlagde sine forslag til en stramning af reglerne i slutningen af september, fremhæver han.

- Jeg tror, at noget af det mest afgørende for, hvor mange der søger, er længden på asyl og betingelserne for at få familiesammenføring. Og det er her, regeringen har sat ind, siger Ole Hækkerup.

Regeringens stramninger betyder blandt andet, at man kun får midlertidig opholdstilladelse på et år, hvis man flygter fra eksempelvis en borgerkrig uden at være personligt forfulgt.

Man må derfor også vente et år, før man kan få familiesammenføring.

Stramningerne blev dog først stemt igennem efter nytår, altså lang tid efter, at asyltallene begyndte at falde. Alligevel mener Ole Hækkerup, at det skyldes regeringens politik.

- Lige på dette område betyder signalerne også meget. Det er desværre vores erfaring, at sådan fungerer det. Der sidder menneskesmuglere i den anden ende, og slår mønt på, hvor det er lettest at få asyl, siger ordføreren.

Han afviser, at man kunne have nøjedes med at italesætte problemet og undlade at gennemføre selve stramningen.

Blandt andet med infrastruktur i de store flygtningelejre omkring Syrien.

- Så vi har intet at skamme os over, siger han.

/ritzau/