Socialdemokraterne efterlyser flygtningeplan fra Løkke

Skrevet af admin

09/09/2015

Dagens topnyheder

Dan Jørgensen, integrationsordfører for Socialdemokraterne, er ikke imponeret over regeringens ageren i flygtningesituationen hidtil.

- Jeg er bekymret for, om regeringen faktisk har en plan, siger han til Ritzau, efter at det ifølge integrationsminister Inger Støjberg (V) er umuligt at indgå en særaftale med Sverige om de flygtninge, som vil fra Danmark til Sverige.

- Det virker som om, at regeringen har spildt to dage. Statsministeren gik mandag på talerstolen og sagde, at vi har en alvorlig situation, og at planen var at tale med svenskerne

- Så går der to dage nærmest, og så viser det sig, at der aldrig rigtig har været en aftale på bordet. Inger Støjberg har sagt, at svenskerne ikke kan indgå en særaftale på grund af deres regler.

- Faktum er, at det har været urealistisk fra starten, og det er ret kritisabelt, hvis regeringens eneste plan aldrig har været realistisk, siger Dan Jørgensen.

Langt de fleste flygtninge og migranter, som er kommet til Danmark, efter at Tyskland i weekenden åbnede landets grænser, vil angiveligt videre til Sverige.

- Lige nu sidder Europa og forhandler. Jeg håber, at Løkke er en del af de samtaler, og er han ikke det, skal han til at blive det så hurtig som muligt. Og hvis han er, kunne vi godt tænke os at høre, hvad han siger, lyder det fra Dan Jørgensen.

Spørgsmål: Hvad ville Socialdemokraterne have gjort, hvis I havde magten?

- Vi havde ikke brugt to dage på at lade nogle embedsmænd tale om noget, der ikke kunne lade sig gøre fra start af. Det er svært at svare præcist på, hvor det ville ende, fordi den information om, hvad der er på bordet europæisk, ligger jeg ikke inde med.

- Det gør regeringen. Løkke har bedt om magten, så kan vi også forlange, at han bruger den til at varetage Danmarks interesser, siger Dan Jørgensen.

Spørgsmål: Hvad skal der ske med de mennesker, som vil til Sverige?

- Jeg ved ikke, hvad der er på bordet. Jeg kan ikke sige, hvilken aftale, der eventuelt kan komme i stand, når jeg ikke ved, hvad der er blevet forhandlet. Det ved Løkke forhåbentlig.

- Men jeg kan sige, at det ikke er EU, der skal bestemme dansk asylpolitik, og hvor stort et antal flygtninge vi skal tage imod. Vi skal selvfølgelig bruge EU til at presse de lande, som i dag ikke tager deres del af ansvaret.

- Og vi skal have lavet nogle velfungerende modtagecentre, hvor vi får sorteret flygtninge i to grupper: fattigdomsflygtninge og reelle flygtninge. Og så skal vi have klare aftaler om hurtige hjemsendelser af fattigdomsflygtninge.

- Det er grundprincipperne i en eventuel aftale, Danmark skal indgå i, siger han.

/ritzau/